Gulvafslibning – hvilken efterbehandling skal du vælge?

26 July 2021 Camilla Skøtt

Det er altid fedt at få renoveret områder af sin bolig, men det kræver også en del beslutninger, som kan være svære at tage. Har du fået udført en gulvafslibning, skal du også tage stilling til efterbehandling – læs med, og bliv klogere her.

En gulvafslibning kan være lige præcis dét, der skal til for at give dit hjem en grundig overhaling og et nyt look. Men hvilket udtryk ønsker du dig efterfølgende? Er du mest til helt lyse, matte trægulve, eller kan du godt lide det lidt skinnende look og mørke gulvbrædder?

Træsorten på dit gulv, spiller naturligvis en stor rolle for det endelige resultat, men der er meget, du kan gøre selv, hvis du vil enten lysne eller mørkne gulvet – og også hvis du vil skrue op eller ned for det skinnende udtryk.

Kig på dine behov

Først – inden du overhovedet begynder at spekulere over udseende – kan du med fordel tage et kig på dine ønsker og krav til rengøring og vedligeholdelse. Har du ikke interesseret i at vaske gulv hver uge, skal du nok ikke gå med et sæbebehandlet gulv. Har du husdyr med poter, er et lakeret gulv ikke det bedste valg. Vil du bare gerne have så naturligt et gulv som mulig – ja, så er sæbe måske den rette løsning.

Med behovene på plads kan du spekulere mere over udseendet. Skal der lys pigment i behandlingen, så brædderne bliver lysere? Og skal det behandles med lud først for at optimere lysningen? Eller er du mere til et glansfuldt udtryk, så materialet skal indeholde elementer, der fremhæver glansen?

Det kan være et svært valg at træffe på egen hånd, og hvis du har brug for inspiration, kan du med fordel henvende dig hos et gulvfirma eller i dit lokale byggemarked. Begge steder vil du kunne se prøver på de forskellige materialer.